Hvem sagde veganer? #1

En kort introduktion af min kost gennem de sidste par år: Jeg spiste udelukkende vegansk fra december 2014 til april i år (2017). Altså godt og vel 2,5 år. Inden jeg skiftede til den veganske kost, spiste jeg vegetarisk (med undtagelse af fisk og skaldyr i ny og næ) i halvandet års tid. Nu spiser jeg alt. Inden jeg begyndte at spise, hvad end jeg havde lyst til, tilbage i april, havde jeg altså holdt mig fra kød i næsten 4 år. Der var meget lækker mad, der skulle genopdages, da jeg begyndte at spise en standard kost igen.

 

Jeg definerer i dette indlæg ‘vegansk kost’ som en kost uden nogen former for animalske produkter. ‘Standard kost’ definerer jeg som en kost, der ikke har regler for hvilke fødevarer der indtages.

 

Jeg har aldrig kaldt mig selv veganer. Jeg gik meget op i ikke at bruge ordet ‘veganer’ om mig selv, for sådan så jeg ikke mig selv: jeg spiste måske vegansk, men det var også det. Jeg ville gerne gå op i at leve så vegansk som muligt på andre planer også, men jeg følte ikke, jeg havde overskuddet til at gå op i alle de problematikker, som en “ægte” veganer går op i. Desuden ville jeg ikke puttes i en boks, der ville reducere mig til en type, og jeg ville ikke sættes i en sammenhæng, hvor jeg skulle leve efter meget stramme regler for at være god nok. Jeg vender tilbage til det med ægte veganere i et andet indlæg.

Andre havde til gengæld ingen kvaler ved at kalde mig veganer. Jeg vidste godt, intentionerne ikke var slette, når venner/familie/kæreste kaldte mig veganer eller sågar præsenterede mig som veganer. Men det var hårdt at høre på, at jeg blev defineret som noget, jeg ikke følte, jeg var.

 

Det lyder som om, jeg er voldsomt traumatiseret efter min tid med vegansk kost. Det er jeg ikke.

 

En stor del af grunden til, jeg ikke ønskede at blive defineret som veganer, handlede i høj grad om, at jeg havde en forestilling om, at andre ville få et særdeles forstyrret indtryk af, hvem jeg var. Jeg ved, at mange mennesker har absurde holdninger til, hvad en veganer er, hvordan en veganer lever sit liv og værst af alt: hvordan en veganer behandler, og taler til, sine medmennesker. Prøv selv: hvad tænker du, når du hører: “Det her er min ven Louise. Hun er veganer.”?

Når jeg skriver absurd, mener jeg, at det er absurd overhovedet at have en holdning til, hvordan et andet menneske lever/gør/taler blot fordi vedkommende spiser anderledes end de fleste andre. Jeg spiste vegansk. Og hvad så? Det var en meget lille del af mig og mit liv, for ikke at snakke om en super privat del af mit liv, som jeg ikke på noget tidspunkt havde bedt andre om at blande sig i.

 

Kort fortalt, spiste jeg vegansk, fordi jeg elskede dyr. Jeg følte ikke, jeg manglede noget, da jeg spiste vegansk, og jeg savnede hverken kød eller ost. Jeg kunne ikke klare tanken om at spise animalske produkter igen, selvom jeg havde gjort det klart for mig selv, at hvis jeg nogensinde fik lyst til at spise en bøf, så ville jeg også gøre det.

Jeg ved ikke, om andre troede, jeg dømte dem for at spise kød. Det gjorde jeg måske nok – indvendigt. En smule. Men jeg syntes ikke, at mennesker, der spiste animalske produkter, var dårligere mennesker. Jeg tænkte blot, at de var et andet sted i deres liv, og at jeg forhåbentlig kunne inspirere dem til at spise mindre kød og færre mejeriprodukter. Jeg kunne aldrig drømme om at sige, at folks mad var klam eller at folk var forfærdelige, uetiske mennesker eller andet i den dur. Med mindre folk selvfølgelig spurgte mig om det. Men hvilket menneske, med bare en smule mellem ørerne, ville også spørge en, der spiser vegansk, hvad vedkommende synes om deres bøf?

 

Tilbage til hvad der faktisk skete: Hvis folk spurgte ind til min kost og til min holdning til dyrevelfærd/standard kost/etik/whatever, så svarede jeg på det og var interesseret i diskussionen. Jeg var meget passioneret omkring alt det veganske, men jeg vidste også, at mange syntes, det var en ubehagelig diskussion at have, så det var aldrig en diskussion, jeg selv satte i gang. Hvad jeg fandt ubehageligt, var den måde folk kunne gøre mig til problemet, særligt efter at jeg havde været så forsigtig med ikke at starte en diskussion. Det kunne gå således:

 

Jeg sidder til en middag. Jeg spiser vegansk, andre spiser standard kost. En anden spørger mig: “Hvorfor er du veganer?” hvortil jeg svarer “Jeg spiser vegansk, fordi jeg ikke har lyst til at støtte en industri, hvor dyr bliver udnyttet for mine smagsløgs skyld.”

 

Herefter kunne helvede bryde løs. Jeg ved snart ikke, hvad jeg ikke er blevet kaldt, efter at have haft en, efter min mening, civiliseret samtale. Ekstrem, religiøs, følsom, dum, dobbeltmoralsk. Jeg har flere gange forladt et middagsbord for at græde i fred, fordi jeg har følt mig angrebet på en måde, jeg slet ikke var klar til at håndtere. Hvordan kunne det forventes, at jeg ikke ville blive vred over at blive kaldt grimme ting? Grimme ting som ikke engang definerede mig? (Jeg er sådan set følsom, men min veganske kost havde intet med min følsomhed at gøre).

Jeg oplevede, at hvis jeg blev spurgt ind til mine valg, blev mit svar tolket som en godkendelse af hvad end andre havde lyst til at smide i hovedet på mig af fordomme og definitioner på mit ‘jeg’. Samtidig var det en uskreven regel, at hvis jeg bed igen, så ville jeg blive sat i bås som en af de veganere (igen: de veganere, eller “ægte” veganere, kommer jeg tilbage til i et andet indlæg). Jeg havde til sidst fået så dårlige nerver, at jeg følte, jeg konstant gik på listetæer, og jeg følte en kæmpe skyld, hvis jeg kom til at nævne, at jeg spiste vegansk. Jeg kunne ikke længere nøjes med at forsvare mit valg om at spise vegansk – jeg skulle undskylde for det.

 

Igen, lad mig lige gøre det klart: det har ikke traumatiseret mig at spise vegansk. Dette er blot en reflektion af de hårdeste møder med andre mennesker. Mine nærmeste har ofte været forstående og accepteret min kost.

 

Jeg håber, at det i dag er nemmere for veganere og andre mennesker, der spiser en vegansk kost, at tale med folk om, hvad det vil sige at være veganer, og hvorfor man har taget valget om at boykotte animalske varer. Så længe flere og flere begynder at spise vegansk, og så længe flere begynder at forstå problematikken i animalske produkter – og i endnu højere grad, blot erkende problematikken – så tror jeg også, fordomme og ubehagelige diskussioner bliver færre. Selvom jeg ikke længere spiser udelukkende vegansk, så tror jeg på, at fremtiden er vegansk.

 

Jeg tror godt, jeg kan konkludere, at det bedste, min veganske kost gav mig, var et ordentlig lag hård hud.

 

I næste indlæg beskriver jeg, hvorfor jeg tog valget om at begynde at spise en standard kost igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *