Søndagstanker: At blive et helt menneske

At kalde denne tankestrøm for søndagstanker er irrelevant, for jeg har (læse)ferie, og mine dage smelter sammen. Men der er noget med søndage, og i dag regner det sågar, så jeg føler alligevel, at det er passende at skrive nogle søndagstanker ned (læs: søndagstanker lyder romantisk).

 

Disclaimer: jeg skriver søndagstanker for min egen forstands skyld, således at jeg forstår, hvad der foregår i mit hoved, og så jeg kan se tilbage på det, hvis jeg en dag får lyst til det. En dagbog, om man vil. I dette indlæg, som i mine andre indlæg, vil jeg ikke påstå at vide, hvad der foregår i hovedet på andre end mig selv, og jeg ved, at min erfaring aldrig kan overføres til andres liv. Højst kan andre inspireres, hvis de ønsker. Dette mener jeg i særdeleshed når det kommer til psykisk sundhed, da jeg forstår, at alles oplevelser og processer er vidt forskellige.

 

Jeg vil starte ud med at klappe mig selv på skulderen; godt gået, Louise, du heler. Endelig. Jeg har haft store, åbne sår i over 10 år, og i løbet af de sidste fem år tror jeg kun, de er blevet større og mere betændte (hurra for klamme metaforer). Men efter nytår er de så småt begyndt at hele og lukke sammen (og jeg indser nu, at jeg stopper metaforen her, for ellers kommer det til at fortsætte i retningen af “selvom sårene er lukkede nu, vil arrene altid være der”, og den kliché kender vi vist alle sammen. Jeg bruger kun klichéer på en ironisk måde (blinkesmiley)). Bottom line er: jeg føler mig mere og mere som et helt menneske, der ikke er afhængig af min kæreste og min mor (så meget) længere.

 

Afsløret, jeg har stadig brug for min kæreste, når jeg skal handle i Netto. Til gengæld har jeg formået at starte en opsparing og få godkendt mit drømme-praktikophold helt selv. Jeg er stolt af mig selv, og det føles så godt.

 

Jeg tror, min helingsproces startede, da jeg begyndte at acceptere verden fremfor at bekæmpe den. Der er meget galt med verden, og mit indre har bestået af 50% semi-fungerende organer og 50% frustration. Sådan cirka. Det har absolut ikke været nemt at acceptere, at verden kan være et forfærdeligt sted at være nogle gange, og det er stadig svært engang imellem. Jeg har nok følt, at det var egoistisk, hvis jeg ikke tog mig af alle andre og prøvede at fikse alt, jeg syntes, der var galt med verden. Jeg har tænkt, at accept var lig med at lukke øjnene for hvordan verden virkelig hang sammen. Jeg troede næsten, at det kun var mig, der vidste, hvordan verden var skruet sammen, at verden var “forkert”, og at jeg skulle redde den, fordi det virkede som om, alle andre var ligeglade med alt det, jeg bekymrede mig så meget om.

 

Alle andre er ikke ligeglade. At acceptere verden som den er, handler ikke om at være ligeglad med alle problemerne. For mig betyder det, at jeg prioriterer mit helbred over alt andet; hvis ikke jeg gør det, ender jeg som en frustreret og bitter bedstemor, som ikke gør andet end at brokke sig, uden egentlig at løse noget som helst. Jeg er blevet forholdvist god til at mærke, når jeg skal bakke væk fra en situation eller en samtale. Jeg får enten ondt i maven, begynder at ryste eller får besvær med at huske. Hvis jeg mærker nogle af symptomerne, ved jeg, at jeg har taget for meget på mig, og at jeg bliver nødt til at tage mig af mig selv.

 

Jeg tager mig af mig selv ved først og fremmest at fjerne mig selv fra situationen og glemme den for en stund. Nogle gange kan en samtale om situationen med min mor eller min kæreste være et godt sted at starte, men det er vigtigt, at jeg ikke dvæler ved situationen, da mine symptomer som regel kun forstærkes af dette. Computerspil kan være et fantastisk redskab til at “komme lidt væk” og lave noget, som jeg elsker. Jeg forsøger at lytte til min krop og gøre præcis det, jeg har lyst til. Det drejer sig som regel om ansigtsmasker, lange bade og lækker mad (læs også dette indlæg).

 

Da jeg begyndte at acceptere verden, som den er, blev jeg bedre til at lytte til mig selv. Når jeg lytter til mig selv, er jeg gladere og har mere energi. For halvanden måned siden gik det endda så vidt, at jeg begyndte at tegne og male igen; noget, jeg ikke har orket i flere år. Min kæreste sagde, at jeg virker som et mere helt menneske. Og det er sandt; jeg har rejst mig fra sofaen, hvor jeg før lå og græd og dvælede ved tankerne om, hvor uretfærdig verden var, og undrede mig over hvorfor jeg ikke havde en plads i verden, til at sidde og have gang i de mange hobbyer, jeg rent faktisk har, men som har ligget i dvale i alle de år, hvor frustrationen har taget over.

 

Min mor har altid sagt til mig “Louise, der er altid en løsning”, og det er blevet mit nye mantra. Selvom jeg har hørt på det hele mit liv, er det kun indenfor det sidste år, det er gået op for mig, at min mor har ret; der er altid en løsning. Uanset hvor vred, frustreret og ked af det, jeg har været, har der altid været en løsning. Og i dag er jeg lykkeligere end jeg nogensinde har været før (igen vil jeg gøre opmærksom på, at der er mange mennesker i denne verden, hvis liv er fuldstændig usammenlignelige med mit. Jeg vover ikke at påstå, at samme mantra fungerer for alle). Jeg siger det til mig selv ofte nu. Når jeg føler, at hele verden vælter, fordi jeg bliver presset eller fordi jeg synes, andre mennesker er uretfærdige, kan jeg hjælpe mig selv op igen ved at fortælle mig selv, at der er en løsning; for det har der jo altid været. Det er en fantastisk indsigt for mig at få, for det sætter mit liv i perspektiv. Det betyder, at jeg har nemmere ved at slippe de ting, jeg ikke kan gøre noget ved alligevel, og på samme tid nyde de helt små ting i hverdagen, som ellers ville overskygges af hele verdens lidelser.

 

Jeg heler, fordi jeg accepterer verden som den er, og fordi jeg stoler på, at der altid er en løsning – også selvom jeg ikke kender den endnu. Og jeg heler, fordi jeg først og fremmest prioriterer mig selv og mit helbred, og kan sige nej og træde væk fra situationer, jeg ikke har lyst til at være en del af. Til gengæld kan jeg være tilstede i de situationer, der betyder noget for mig, fordi jeg har energien til det. Jeg bliver stærkere hver eneste dag, jeg kan mere selv; jeg føler mig selvstændig og hel, et menneske med mine egne interesser og talenter.

 

Jeg bryder mig egentlig ikke om at skrive sådan noget her, jeg synes, det er for sukkersødt. Men det er nu engang sandheden, og det er noget, jeg vil bruge til at motivere mig selv til at komme igennem resten af 2018. Jeg har et hårdt, men spændende, efterår i vente, hvor jeg bliver testet i et praktikforløb, og hvor min kæreste skal bo i København i 3,5 måned. Jeg er bange, men jeg glæder mig, og jeg håber, at jeg hopper ind i 2019 som et helstøbt, selvstændigt individ.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *