Jeg har indset, at det aldrig bliver perfekt. Og det er ok.

Jeg har ventet på, at lysten til at udgive et indlæg ville komme tilbage. I dag har været tilpas deprimerende til at lysten kom. Det har været en af de sørgelige dage, hvor jeg er skuffet over verden. I dag har jeg tænkt meget på, hvor forfærdelige og ødelæggende skønhedsstandarder er, og jeg blev så oprevet, at jeg tænkte “nu gør jeg det bare. Nu udgiver jeg et indlæg på den blog!”.

Jeg gider sådan set ikke at skrive om, hvor meget jeg afskyr skønhedsstandarder. Men vid at jeg synes, det er dybt uretfærdigt, at vi kun har en håndfuld acceptable måder at se ud på. Det skal være ok at være overvægtig. Der er ikke noget galt med det. Det skal være ok, at hverken kvinder eller mænd barberer sig. Det er der ikke noget galt med. Det skal være ok at have mørk hud. Det skal være ok at gå med tørklæde. Det skal være ok at se ud præcis som man gør/har lyst til at se ud. Det kan aldrig være andre menneskers ret at kommentere på nogens udseende.

Jeg er bare så træt af det. Og det fik mig til at tænke på, at jeg har så meget på hjerte, som jeg gerne vil ud med. Jeg har holdt mig tilbage længe, fordi jeg er bange for, at det, jeg skriver, ikke er perfekt. I dag gik det op for mig, at det aldrig bliver perfekt. Så jeg kan lige så godt begynde. Jeg brænder så meget for det, og jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe alle, der har det svært. Det kan jeg ikke, men jeg kan starte med at fortælle højt om mig selv og mine egne problemer, og så kan det være, verden en dag bliver et mere tolerant sted.

Jeg hedder Louise, jeg er 26 år, universitetsstuderende og autist. Den slags autist, hvor mange måske ville sige “men du ligner ikke en autist?”. Det er forøvrigt ikke et kompliment. Jeg gider ikke at være flov over, hvem jeg er. Jeg vil bare gerne være ærlig, og jeg vil gerne være mig selv.



Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *